Morgenkaffe sammenkomsten, var samlet for at fejre den kæmpe succes Bonnie iøjeblikket har med hendes førende album "Faster Than The Speed Of NIght". Det er længe siden så mange "vigtige mennesker" har været samlet, på grund af en enkelt person, og da især på sådan en travl hverdag, og så på den tid af morgenen.

Alle "spidserne" fra Radio One var der, lokalradiostudioværter, Daily Mirror, Daily Express, TV-producer og en "hel hær" af ekstrem ivrige fotografer. Diskjokey's var repræstenteret af Dave Lee Travis, Poul  Gambacini, Capitol Radio's Roger Scott, og som nummer 208, mig !!.

Jeg genkendte nogle få stykker af dem ved bordet, som var nået til pølsen og røræggen. Poul Young (som efter sigende har en stor ny single undervejs hos CBS) var i heftig diskus- sion med George Best's eks-kærste Angie.

Af en eller anden grund var jeg inviteret til at sidde ved siden af Bonnie sammen med CBS's guvanør Maurice Oberstein, sikkert fordi, så kunne de rigtigt holde øje med mig, hvordan jeg holdt bestikket i mine hænder, og om nu også jeg gjorde det rigtigt. Ved bordet var også Bonnie's manager Dave Aspden og hans impo- nerende kone, selvom de overhovedet ikke havde fået en øre i profit endnu (det ta'r omkring et år før sådanne ting går iorden). Helen betroede mig (hun vidste jeg ikke ville sige et ord), at det hele er ligesom eventyr. Ikke kun at hendes mand havde held med at være den mest succesfulde producer og sangersamarbejds- partner i årevis, men han havde også haft en "hånd med i spillet" (eller måske en helt anden legemsdel), da Helen fødte tvillinger for seks måneder siden.

Dave Aspden er selvfølgelig manden og produceren bag Meatloaf-Jim Steinman. Steinman var der også, en virkelig flink Yank (amerikaner; (i USA) person fra New England; nordstatsmand), der havde mere hår på hovedet end Goldilocks. "Hvorfor lige Bonnie" ? spugte jeg ham, velvidende med hans succes, kunne han produce hvilken som helst i verden, som ville lave hans stil.

"Muff Winwood, CBS's direktør på A&R var virkelig begejstret for Bonnie, og han fløj hende til New York, for at møde mig. Jeg spillede et par sange af John Foggerty/Creedence Cleerwater melodier for hende, og spurgte hende så efterfølgende, hvad hun mente om dem. Hvis ikke hun havde kunnet lide dem, havde vi to ikke kunnet arbejde sammen, fordi hun hár, i mine øjne, disse her Foggerty kvaliteter.

I mellemtiden Bonnie fortalte mig, hvordan hun var led, ked og enormt træt af, den måde hendes gamle pladeselskab tvang hende til at lave den her Country & Western genere, bare fordi "Lost In France" havde været et hit på de amerikanske hitlister.

Det var et forfærdeligt tomrum for hendes karriere, da hun så sin pragtfulde stemme blive mistet, på grund af manglende forståelse fra direktionens side. Til sidst fandt hun sig en ny manager nemlig David Aspden, som gav hende, på en periode på atten måneder, over fire hundrede sange at lytte til. Så var det Muff Winwood kom ind i billedet. Han vidste hvor Bonnie var for tiden, og han havde stadig et stort talent for at finde de rigtige kunstnere, selvom han havde forladt gruppen The Spencer Davies, for at tage jobbet for A&R.

"Vi bestemte at hun definitivt var til 'rock' ", sagde Muff tyggende på en af C.B.S's. pølser. Nu kom så det næste problem, at finde en egnet person, der kunne  promote hende, så kun det bedste i hende kom frem, og blev promotet.

Bonnie kunne ikke tro sine egne øre, da Steinman blev foreslået. Hun vidste alt for godt, hvad de i England kaldte "Bad Out Of Hell" betød, for det var den sidste oplevelse Bonnie havde haft med Steinman, og hun havde endda indviljet i at forlade Steinman's solo album, for få måneder siden.

Jeg sagde: "Det må være en joke", berettede hun på sit Welshe'ske modersmål. Jeg mener at kunne sige, at han bestemt ikke er interesseret i mig.

Men den rigtige grund til jeg var blevet placeret ved Bonnie's bord, var den, at jeg lavede hendes allerførste radiointerview helt tilbage for syv år siden, da jeg var på Radio Luxemburg.

Hun erindrede med rædsel, ved gensynet af  mig, hvordan hendes svar på mine spørgsmål, blev besvaret, på den måde at hun nikkede med hovedet, for det var det eneste hun kunne gøre, da hun var så ødelagt af nervøsitet, at hun ikke kunne få ordene frem.

Ved morgenbordet, så jeg den ny og selvsikker Bonnie, den måde af  selvtillid, som hun lige havde erfaret, ved udgivelsen af hendes første single fra albumet "Faster Than The Speed Of Night"og så også selve albumet. Det album gik jo rent ind i U.S.A. Det ser ud til at hendes drømme endelige går i opfyldelse.

Trods det, er hun stadig den stille, søde og normale pige, som vi altid har kendt. Det her med berømtheden, det er ikke "steget hende til hovedet".

Hun har tabt sig, igennem de sidste syv år, selvom hun har holdt sig lidt tilbage de steder hun har været. Hun har dog heldigvis stadig sine fantastiske øjne, som helt dominere hendes ansigtsudtryk.

Da hendes guld single og album, blev præsenteret af Maurice Oberstein, det største og meste magtfulde pladeselskab, Chairman, i europa, lavede hun hurtig en munter lille tale, hvori hun takkede alle, der var involdveret i succesen. "Jeg er virkelig beæret over at have to mere", fortalte hun os, gennem mikrofonen, jeg er en ponton nu, hvor jeg er blevet enogtyve.

Efter morgenkomsam'nen blev hun hurtigt  transporteret væk i en limousine, sammen med Jim Steinman, som om eftermiddagen skulle produce den ny video, fra den ny single. Vi har øvet os i to dage, havde Bonnie forinden fortalt sine gæster, der havde siddet ved hendes bord og spist morgenmad. Den er fantastisk, vent bare til du ser den. "Den handler om den her unge skoledreng, der prøver på at efterligne min hæslige måde at optræde på".

Maurice Oberstein ser op i loftet, og sender Dave, hendes manager et blik, der siger, at han skal få hende til at klappe i, men hun ønskede at alle skulle vide hvad de var ved at instudere. Og jeg var da ret glad for det, hun stod og fortalte os, nemlig resten af historien.

"Well you see", sagde hun med sin Welsh accent, "Jeg får den her virkelige hjælpsomme unge fyr, med den utrolige dejlige krop. Jim Steinman, får os til at bære bind for øjnene, og jeg må simpelthen bare kysse denne fyr i pand- en, og dernæst næsen, for så tilsidst at nå munden, denne indstudering står på i timevis.

Det er ligesom man kan høre Jim hviske i sit øre, "kom nu Bonnie", prøv at tænke tilbage på dengang du var en ung pige, og du fantaserede dig om ham den ynge fyr, som boede lige i huset ved siden af dig, det er på samme måde nu.

"Helt ærligt, når dagen er slut, kan jeg næsten ikke vente, med at komme hjem til min mand, og nyde ham", siger Bonnie.

En eller anden spørger hende, om hun virkelig har lyst til alt det kysseri ??

"Oveeeeerhoooovedet ikke", siger hun sarkastisk. "Er der kreativt kunst i den" ??, bliver hun efterfølgende spurgt, hvortil hun svarer: "Når du ser videoen, skulle den gerne være klar til "Top Of  The Pops", og jeg vil håbe, du synes det er en ihærdig prøve Bonnie har bestået, når du ser kyssescenerne.